Traumaet om ingenting - Når det der IKKE skete, også former dig

Du har arbejdet med dig selv i mange år. Gået i terapi. Læst bøgerne. Forstået dine mønstre. Lært at sætte ord på det svære.

Og alligevel sidder der noget.

En indre uro du ikke helt kan forklare. En skam uden tydelig årsag. En fornemmelse af ikke rigtigt at høre til – at føle dig forladt og tom, uanset hvor du er. Som om der mangler en brik, som du til stadighed søger at finde.

De færreste ville kunne gætte det. For udefra fungerer du. Måske endda fungerer rigtig godt. Du leverer, tager ansvar, klarer det – på en måde der får det til at se ud som om alt er under kontrol. Og alt er under kontrol!

Det er en del af det der gør denne smerte så svær at bære. For den lever i ensomhed. Og så svær at få øje på. Måske også for dig selv.

Det er det jeg arbejder med. Og jeg vil forsøge at sætte nogle flere ord på det nedenfor.

Traumaet der ikke har et navn

De fleste af os forstår traume, som noget der skete. En begivenhed. Et overgreb. Et tab. Et sammenbrud. De svære oplevelser, som vi ved kan sætte sig.

Noget man kan pege på. Noget konkret der kan fortælles og deles.

Men der findes en anden form for traume.

Et der opstår ikke i det der skete – men i det der ikke skete.

Det handler om det du ikke fik. Det der aldrig blev troet på i dig. At dine behov var en byrde. Det handler om at tilpasse sig fravær, som var det kærlighed.

Det fravær af noget grundlæggende, som betød, at du måtte forlade noget i dig selv for at overleve.

Det er usynlighedens traume, som jeg også kalder "traumaet om ingenting" - et begreb jeg første gang mødte på konferencen Transform Trauma i Oxford, som en oversættelse af den amerikanske terapeut Ruth Cohns "the trauma of nothing."

Det begreb gav navn til noget jeg længe havde ledt efter ord for.

Det usynlige traume der ikke lader sig forklare – og som du af den grund fortsat bærer alene.

Hvad er traumaet om ingenting?

Klassisk traume har et før og efter — traumaet om ingenting har kun et altid.

Forestil dig et barn der vokser op uden at blive spejlet.

Uden hjælp til at forstå, hvad der sker indeni.

Uden nogen til at regulere, støtte, forstå, beskytte, se.

Et barn uden en tryg base.

Vold, misbrug og andre voldsomme hændelser i barndommen ved vi sætter dybe og livslange spor. Den slags traumer er svære at bære – og de efterlader ofte fysiske mærker, synlige for os selv og for andre.

Der findes også en anden form for traume – et der på trods af årtiers tilknytningsforskning, blandt andre John Bowlby (britisk psykolog og psykiater), endnu ikke for alvor har fundet vej ind i den brede kultur. Et traume der kan eksistere alene, eller som et underliggende lag hos dem der måske også bærer på de mere håndgribelige voldsomme oplevelser.

Det er det traume der opstår hos det barn der dag efter dag erfarer, at dets indre liv ikke har betydning. At det er overladt til sig selv, fysisk og følelsesmæssigt - må klare sig selv. At det må tilpasse sig. At det må forsvinde for sit eget blik for at overleve.

Det er ikke ingenting.

Men det kommer til at blive forstået som ingenting – fordi det ikke lader sig fortælle, forklare eller dele. Der er ikke én særlig begivenhed at pege på. Ingen særlig dag der skilte sig ud. Ingen sammenfattet fortælling der umiddelbart giver større mening. Og uden en fortælling er det næsten umuligt at forklare smerten. Hverken for sig selv eller for andre.

Og det bliver normalt.

Ikke fordi det er normalt. Men fordi det er det eneste du kender. Fordi et barn ikke kan sammenligne. Ikke kan se udefra. Ikke kan vide, at der mangler noget – eller vide at noget burde have været anderledes.

Det efterlader kun en krops visdom. En krop der husker, hvad sindet ikke har ord for.

Men hvordan lytter du til din krop, når du aldrig har lært at mærke dig selv?

Du måtte forsvinde for dit eget blik for at overleve

Derfor lærte dele af dig at forsvinde.

At fylde mindre. Mærke mindre. Negligere egne behov. Sige ja når du mente nej. Du lærte at gøre dig selv nyttig, nem, usynlig, ikke-farlig.

ikke fordi du valgte det, men fordi det var nødvendigt at få en følelse af kontrol i det uforudsigelige kaos.

Du blev den voksne. Du tog ansvar. For dine søskende, for kaosset, for dine forældres mangler.

Du måtte forsvinde for dit eget blik for at kunne være noget for dem, der skulle have været noget for dig.

Det var det der var muligt dengang. Det var nødvendigt.

Men det efterlader et usynligt spor.

Et selvforsvindingsnummer der kørte dag efter dag, år efter år – og som kroppen stadig husker.

Ikke at læne dig ind i andre. Ikke stole på, at nogen vil blive, hvis du viser hvem du er. At vise sårbarhed er livsfarligt. At handlekraft er vigtigere end værekraft. Og det lærte dig, at du kun kan regne med dig selv.

Når fraværet af det vigtige også former

Du kan godt have oplevet det barske som kan fortælles. Og have arbejdet med det. Bearbejdet det. Integreret det. Forstået det.

Alligevel oplever du at noget stadig føles off.

En pludselig forladthedsfølelse der rammer uden varsel.

En stærk følelse af skam og skyld, som er svær finde mening med.

En følelse af at være mindre værd. At ville gemme dig for verden.

Følelsen af ikke at have et forsvar.

Du hjælper, lytter og støtter andre – men du har ikke selv brug for nogen...

Du ved du kan noget, at du rummer noget. Men at blive set for det føles umuligt. Der skal altid mere til...

Som om det mest er dig selv der endnu ikke har opdaget dig.

Det er ikke fordi du ikke har arbejdet nok med dig selv.

Det er fordi traumaet om ingenting ikke er et traume ved siden af de andre. Det er det underliggende lag der mangler.

Ligesom et hus der er bygget ovenpå et ufærdigt fundament – det kan stå. Man kan bo i det i årevis. Men i stormvejr mærkes det. Og man bliver ved med at reparere det man kan se – uden at vide at problemet ligger gemt under det hele.

.

Sådan er det når man ikke er blevet set og mødt for den man er, i de tidlige år.

Måske er der, under det hele, et lag der ikke er blevet mødt – endnu.

Skammen uden ansigt

Når man igennem en hel barndom har oplevet at ens indre liv ikke har værdi eller betydning, har det det med at efterlade skyld og skam.

Ikke skammen over noget du gjorde. Men skammen over den du er.

Det er en afgørende forskel.

Barnet der ikke bliver mødt kan ikke forstå svigtet som de voksnes fejl. De voksne er barnets overlevelse. De kan umuligt være forkerte. Så barnet vender det indad:

Jeg er forkert. Det er derfor de ikke ser mig. Det er derfor de ikke kommer. Jeg er ikke nok.

Den konklusion tænkes ikke bevidst. Det er ikke et valg – det er overlevelse.

Det er den overbevisning kroppen bygger sig op omkring. Og den får siden hen en stemme i næsten alt, hvad du foretager dig.

I de valg du træffer. I de relationer du tillader dig. I den måde du møder dig selv når du fejler eller lykkes. I dit behov for at opnå og gøre mere. I din evne til at modtage kærlighed, eller afvise den.

Du skanner rummet, mennesker, steder, lyde, vurderer, undersøger, analyserer snakke, beskeder. Med et for øje: er jeg nok?

Den skam er ikke kun i dine tanker. Den bor i din krop.

Når kroppen sender budbringere

Mange der bærer traumaet om ingenting har på et tidspunkt måske fået en diagnose. Angst. Depression. Udbrændthed. Spændinger. Uforklarlige smerter. Diagnoserne beskriver noget virkeligt og svært.

Men hvad nu, hvis det vi mærker i kroppen – med eller uden en diagnose – ikke kun kan forklares med stress, travlhed eller kemisk ubalance – men kommer af undertrykte følelser der ikke har fundet et sted at lande.

At angst, frygt, smerter og tankemylder ikke er irrationelt – men en reaktion på noget indeni vi endnu bare ikke ved, hvad er.

Hvis vi kan tro på den forståelse, åbner der sig en anden mulighed.

At vores kropslige mærkninger, angsten, depressionen, smerterne, udbrændtheden, klumpen i halsen, mavepinen, udmattelsen måske ikke kun er noget der skal behandles og fjernes – men forstås som budbringere.

Signaler fra en krop og et nervesystem der bærer på en viden om noget, der aldrig fik lov at blive mødt.

Som barnet der råber højere og højere – indtil der endelig kommer en respons på kaldet.

Og så. Ro.

Når kroppen ikke kender til ro

Et nervesystem der er vokset op uden en tryg base lærer ikke at hvile. Det lærer at overleve.

Dit nervesystem arbejder ikke ud fra nuet´s logik. Det arbejder ud fra kroppens hukommelse – et indre alarmberedskab der er vævet ind i dit system siden barndommen, og som ikke forsvinder ved at du beslutter dig for det.

Overlevelse kan se forskelligt ud.

Nogle kæmper – går i offensiven når kritik aktiverer den gamle fare. Nogle flygter – trækker sig fra det gode inden det kan forsvinde. Og nogle gør sig ufarlige, nyttige, behagelige for at holde freden og undgå det der engang var uforudsigeligt og farligt.

Nogle fryser – bliver fraværende i blikket, eller forsvinder helt fra nuet når noget bliver for stort, for svært. I svære tilfælde betegnes det som dissociering, hvor man ligefrem kan blive svær kontaktbar.

Der er ikke tale om fire typer mennesker. Det er fire reaktioner der kan leve i den samme person – og aktiveres på kryds og tværs, hurtigt og uden varsel.

Hellere kendt helvede end ukendt paradis

Og så er der det mest smertefulde paradoks.

Når du endelig befinder dig i en god relation – ro, kærlighed, stabilitet, omsorg – så føles det rart og skønt og så alligel også fremmed. Måske endda kedeligt eller utrygt. For godt til at være sandt...?

Tvetydelige følelser, som kan være svære at tyde.

Mistilliden og tvivlen indtager deres plads.

Du søger tilbage til det du kender - til det kendte helvede, for hellere det end det ukendte paradis.

Ikke fordi du ikke vil have det gode. Men fordi dit nervesystem kun kender dét det har lært. Og dét det lærte, var at navigere i det uforudsigelige. I fraværet af kontakt. I uro. I kaos.

Så du måler, vejer, vurderer. Hvor længe går der før de finder ud af hvor lidt jeg er værd – og hvor lidt jeg fortjener det gode?

Og til sidst afviser du alt det gode der er – fordi kroppen kun kender til det der ikke var. Det bliver svært og ensomt, men genkendeligt og dermed på en forunderligvis, trygt.

Det er ikke selvdestruktion.

Det er dit ældste forsvar. Et forsvar der engang reddede dig – og som nu holder dig fra det du længes mest efter.

Hvad betyder det at hele sine traumaer egentlig?

Det er her mange spørger: men kan det overhovedet heles? Og hvad vil det sige at hele?

At hele handler ikke om at tvinge sig selv videre. Og det handler ikke om at nå et sted, hvor fortiden ikke eksisterer. Det handler om at kroppen langsomt lærer at noget andet kan blive muligt.

At skabe tryghed – i kroppen og nervesystemet. At møde de dele af dig der frøs, flygtede, kæmpede eller gjorde dig ufarlig. At øve sig på at tage imod det gode – med små skridt, i en tryg relation – igen og igen, indtil kroppen begynder at genkende det som muligt at læne sig ind i relationer, uden at risikere at blive forladt og uden igen at miste sig selv af syne.

Det er ikke en lineær proces. Der er dage, hvor det kan føles som om intet har rykket sig. Og så er der dage, hvor noget pludselig føles anderledes, let – ikke fordi du nødvendigvis lige besluttede det, men fordi du har taget små skridt, et af gangen i en anden retning, væk fra de mønstre din krop engang lærte at ty til. De små skridt, som over tid har gjort det muligt for din krop og dit nervesystem at hvile lidt mere og gøre det ukendte paradis lidt mere velkendt.

At hele sine traumaer handler først og fremmest om at skabe bevægelse der, hvor der var låst – så noget andet bliver muligt. Heling sker ikke alene. Det sker i relation – med et andet menneske der er i stand til at bære det svære med dig omend det blot er for en stund.

Når ingenting får et navn

I dén tryghed. I mødet med et andet menneske, genskabes forbindelsen til det i dig der stadig venter – på at blive set, hørt og forstået.

Det der føltes som en uforklarlig fejl i dig, var aldrig en fejl.

Det var en nødvendig tilpasning til et fravær af livsvigtig kontakt.

En manglende kontakt fra nogen der havde ansvaret – og ikke tog det. Måske fordi de ikke kunne.

Der var aldrig noget galt med dig. Men noget afgørende manglede.

Og din krop bærer stadig den forladthed, som var det nu.

Men kroppen kan også lære noget nyt. Langsomt. I relation. Med de rette mennesker, med den rette støtte.

Det er i det møde – når et andet menneske vidner det sammen med dig, og det der ikke lod sig dele, endelig får et navn og en plads udenfor dig selv – at traumaet om ingenting mister sin tavse magt.

Du er ikke alene

Måske har du arbejdet med dig selv i årevis,

Du har læst bøgerne, gået i terapi, reflekteret, forstået dine mønstre.

Alligevel er der stadig noget der er svært, noget du ville ønske føles anderledes.

Det nytter noget

Der er noget jeg forundres over, mens jeg skriver dette indlæg.

Om ordene egentlig bærer det, jeg forsøger at formidle.

Om de nuancer jeg ønsker at formidle også lander —

og kan mærkes af dig, der har læst med så langt.

Traumaet om ingenting har vist sig svært at sprogliggøre,

selv fra et fagligt sted.

Og selvfølgelig er det svært.

At beskrive et sår der ikke er synligt. Der ikke har et før og et efter.

Det er netop dette traumes natur.

Men forladthed, skam og forkerthedsfølelse

har de bedste vilkår i ensomhed.

Så det nytter at sætte ord på.

At dele.

At bryde tavsheden.

At turde tro på —

at alt det der ikke skete,

også former dig.

Cristina

Cristina Jürgensen er psykoterapeut MPF med speciale i kropsorienteret traumeterapi. Hun arbejder med tidligt omsorgssvigt og traumaet om ingenting – det underliggende traume der gør alle andre traumer sværere at bære.

Klinik i Aarhus og Ebeltoft | Online efter aftale cristinapsykoterapi.dk