
Terapi med fokus på tryghed,
nærvær og regulering
Forandring begynder ikke med at presse noget væk, men med at blive mødt. I et trygt og nærværende rum arbejder vi med at skabe mere stabilitet og regulering, så det, der før føles overvældende, gradvist kan blive mere håndterbart og mindre ensomt at bære.

Derfor brænder jeg for at tale med dig
Jeg brænder for at tale med dig, fordi jeg ved, hvor sårbart det er at række ud – og hvor afgørende det er at blive mødt uden at føle sig misforstået og uden krav om at forklare eller præstere. Gennem både faglighed og levet erfaring har jeg mærket, hvordan det at blive set og blive taget alvorligt kan skabe bevægelse, også når håbløshed, fastlåshed eller indre uro fylder.
Min faglighed hviler på solid uddannelse, terapeutisk praksis og værdifulde erfaringer, som ikke kan læres fra bøger, men opstår gennem et levet liv.
I mit liv har jeg arbejdet med at integrere nye forståelser og handlemuligheder – ikke som teori, men som noget, der kan leves. Det har givet mig en dyb respekt for, hvor sårbart det kan være at række ud, og hvor afgørende det er at blive mødt i sit eget tempo.
I mit terapeutiske arbejde prioriterer jeg tryghed, nærvær og en ikke-dømmende tilgang præget af nysgerrighed og medmenneskelighed. Jeg møder dig uden forudbestemte løsninger, men med faglighed, erfaring og tillid til den proces, vi skaber sammen.
Jeg tror på, at det, vi tør dele, kan forandres. Jeg har selv erfaring med, hvor vanskeligt det kan være at finde mening i og forstålse for det, der gør ondt. Her kan det i sig selv være virksomt at undersøge, hvordan svære oplevelser har sat sig spor, og hvilke konsekvenser de har i nuet.
Når vi deler kan vi føle os set igen. Når vi føler os set – af os selv eller af andre – kan noget begynde at forandre sig. I samtalerummet får håbet også en stemme, så uro, skam og kaos ikke står alene.
Ofte kan sårbarhed komme til udtryk, som hårdhed eller tilbagetrukkethed og kan skabe afstand til dele af os selv og andre. Det er her ensomheden indfinder sig og med den kan skyld og skam langsomt snige sig ind og farve blikket på os selv og andre.
Mit ønske er at skabe et trygt rum, hvor det svære ikke står alene, og hvor det, der føles tungt og utrygt i dig og dine relationer, gradvist kan blive lettere at bære, forstå og integrere – i dit tempo, så det bliver muligt at komme tættere på det, der er vigtigt for dig.
Er du i tvivl eller har du spørgmål, er du velkommen til at booke en uforpligtende og gratis forsamtale på 30 minutter her – telefonisk eller online – så du kan vurdere, hvorvidt vi er et match.


Faglig baggrund og erfaring
Jeg er uddannet psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening – et kvalitetsstempel, som sikrer, at jeg arbejder ud fra en solid faglig uddannelse og etiske standarder i mit terapeutiske virke.
Før jeg besluttede mig for at blive psykoterapeut, arbejdede jeg mange år i erhvervslivet som konsulent og rådgiver. Her havde jeg konstant fokus på menneskelig adfærd, relationer og trivsel – kompetencer, som blev fundamentet for mit senere terapeutiske arbejde.
Jeg har mere end 25 års erfaring med mennesker, forandring og udvikling, og gennem årene har jeg arbejdet med temaer som traumer, skam og skyld, lavt selvværd, livskriser og relationelle udfordringer. Min faglige praksis bygger på en integreret og nuanceret tilgang til terapi, hvor jeg trækker på flere forskellige metoder og teorier alt efter, hvad der giver mening for dig og din proces. Jeg arbejder med bl.a.:
-
Narrativ terapi
-
Systemisk terapi
-
Emotionsfokuseret terapi
-
Metakognitiv terapi
-
Kropsterapeutiske elementer
… for at understøtte både forståelse, kropslig forankring og handlemuligheder i det terapeutiske rum.
Ved siden af min kliniske praksis arbejder jeg også frivilligt ved Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) i Aarhus, hvor jeg støtter mennesker med komplekse traumeerfaringer – en rolle jeg værdsætter højt, fordi den mig fagligt såvel som personligt.
Faglig fordybelse er central for mig: Jeg holder mig løbende opdateret gennem supervision, netværk og deltagelse i faglige konferencer, herunder blandt andet den internationale konference Transforming Trauma i Oxford, hvor førende eksperter deler den nyeste forskning inden for traumer og heling.
Min erfaring og faglige base betyder, at jeg møder mennesker med både tryghed, nysgerrighed og respekt – og med en overbevisning om, at terapi ikke handler om at “fixe” problemer, men om at hjælpe mennesker tættere på det, der betyder noget når det forsvinder i alt det svære.
Lidt om mig som privatperson
Jeg hedder Cristina Jürgensen og bor i Ebeltoft sammen med min mand Lars, som jeg har delt livet med i 35 år. Her på Syddjurs er vi omgivet af smuk natur, som betyder meget for vores måde at leve på.
Naturen, bevægelsen og kontakten til kroppen er for mig vigtige kilder til både ro, energi og forankring i hverdagen.Fysisk udfoldelse fylder meget i mit liv. Sammen dyrker vi blandt andet MTB og downhill – både i Danmark og i udlandet – og vi windsurfer, dykker og går lange ture i naturen. Jeg styrketræner og vinterbader og mærker, hvordan kroppen og nervesystemet har brug for både belastning og restitution for at finde balance. Det er erfaringer, jeg ikke kun lever med privat, men også tager med mig ind i mit terapeutiske arbejde.
Derudover er mad min store passion. For mig er det at tilberede et måltid til familie og venner en måde at vise omsorg og nærhed på – en form for kærlighedserklæring. Måske hænger det sammen med, at jeg er født og opvokset i Italien med en dansk mor og en italiensk far. I Italien siger man ofte ikke “jeg elsker dig”, men spørger: “har du spist?” Den måde at forstå omsorg og forbindelse på har jeg taget med mig gennem livet. Jeg flyttede til Danmark i 1984 og har haft mit liv her i mere end fire årtier – et land, jeg holder dybt af.
Min interesse for menneskelig adfærd begyndte tidligt. Allerede som 18-årig startede jeg i et terapeutisk forløb hos en psykolog, og siden da har nysgerrigheden på psyken, nervesystemet og vores måde at være i verden på fulgt mig. Jeg har læst bredt og fordybet mig i både faglitteratur og personlig udvikling – og den rejse fortsætter stadig, både som menneske og som psykoterapeut.
Jeg har arbejdet med mennesker det meste af mit liv og ved, hvor sårbart det kan være at række ud, når noget er svært. Derfor er det afgørende for mig at skabe et trygt, nærværende og ikke-dømmende rum, hvor du ikke skal forklare eller præstere. Jeg møder dig med respekt for dig og for dit tempo og med tillid til den proces, vi skaber sammen.
Uddannelser/Certificeringer
Certificeret Psykoterapeut MPF ved Systemisk Institut for familieterapi. En 4 årig uddannelse Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening – et kvalitetsstempel, som sikrer, at jeg arbejder ud fra en solid faglig uddannelse og etiske standarder i mit terapeutiske virke.
Kropsorienteret traumeuddannelse (KOTU) ved Systemisk Institur for familieterapi. En 1-årig efteruddannelse med fokus på, hvordan traumer sætter sig i både sind og krop, og hvordan kropsbevidsthed kan støtte regulering og heling.
Transform Trauma Oxford
Deltagelse i international masterkonference i Oxford med fokus på traume, nervesystem, relationer og heling. En del af mit løbende arbejde med at holde min praksis forankret i opdateret forskning og klinisk viden.
Lederuddannelse ved RIKKE HERTZ COUNSELING - 1 årig
Vil du vide mere om min baggrund, se min Linkedin profil
Certificeret i DISC værktøjer fra hhv. Thomas International - Discover - Extended DISC
Certificeret i GIA test (General Intelligence Assessment)
En kognitiv evnetest, der måler din generelle mentale kapacitet – altså hvor hurtigt og effektivt du kan - Forstå ny information - Løse problemer - Se mønstre og sammenhæng -Arbejde med tal og ord.
Bruges ofte i rekruttering til at vurdere læringshastighed og problemløsningsevne.
Certificeret TEIQ test (rait Emotional Intelligence Questionnaire)
En test, der måler emotionel intelligens som personlighedstræk – dvs. hvordan du typisk - Forstår og regulerer dine egne følelser - Håndterer pres og stress - Relaterer dig til andre - Oplever selvtillid og trivsel
Bruges ofte til lederudvikling, samarbejde og personlig udvikling.
ERFARINGERNE DER BÆRER OS
Mit logo er inspireret af japansk kintsugi – kintsugi er keramisk kunst i at samle det, der er gået i stykker, og lade revnerne blive synlige. Ikke som fejl, men som det, der gør formen unik og stærkere. I kintsugi fyldes revnerne i keramikken med guld. Det, der engang var brud, bliver en del af det færdige udtryk - Ikke skjult - Ikke slettet. Men integreret og fremhævet, som stærke kendetegn.
I min ungdom kendte jeg ikke til kentsugi, alligevel bar jeg selv et indre billede af en krukke, der var gået i tusind stykker. I terapi forestillede jeg mig, hvordan jeg – session for session – samlede den og limede stykkerne sammen. Over tid blev det tydeligt for mig, at revnerne ikke forsvandt. Og at det ikke gjorde noget at de var og er der.
Jeg gik i terapi gennem mange år og har haft flere terapisessioner end jeg kan tælle. Ikke for at blive en anden, men for gradvist at forstå sammenhængene i mit eget liv. Hvordan erfaringer fra tidlig barndom, ungdom og voksenliv hænger sammen. Hvordan det, der har været smertefuldt, også har formet min måde at være i verden på. I dag ser jeg revnerne som forbindelser. Som steder, hvor erfaringer mødes. Ikke som noget, der skal repareres og fjernes, men som noget, der kan få en plads og betydning.
Det perspektiv tager jeg med ind i mit arbejde med terapi, parterapi og supervision. Jeg ser ikke mennesker som problemer, der skal løses, men som helheder, der rummer mange lag, erfaringer og muligheder. Mit arbejde handler derfor ikke om at "fixe" mennesker. Det handler om at skabe rum for refleksion, så man kan få øje på sammenhænge og finde en retning, der giver mening i vores liv midt i alt det svære.






At overveje terapi er i sig selv et betydningsfuldt skridt
Den indre proces begynder ofte allerede her – i overvejelsen om at række ud.
Det kan vække håb, tvivl, nervøsitet altsammen lige ved siden af længslen efter forandring - det uanset om man har erfaringer med at søge hjælp eller ej.
Uanset om du vælger mig, en anden terapeut – eller har brug for mere tid – har du allerede gjort noget. Noget, der peger væk fra det, der ikke længere fungerer for dig, og hen imod at ville noget andet for dig selv.
